12 apr

”Det er vildt fedt at kunne dele glæden ved sin idræt”

Instruktør

Morten Møller har været med på Pulsskolen tre gange, hvor han primært har undervist i golf. Han fortæller her, hvad der driver ham til at være instruktør, og hvor stor en værdi han ser i, at deltagerne prøver kræfter med mere end én idrætsgren.

Tekst: Christina Slot 

Hvorfor har du valgt at være med som instruktør på Pulsskolen?
Først og fremmest fordi det er super fedt at have med børn at gøre, der kommer af lyst. Og så er jeg instruktør fordi, jeg herigennem har mulighed for at undervise i noget af den idræt, jeg selv er rigtig glad for at dyrke. Det er fedt, at jeg ved at undervise i golf kan dele min passion for sporten.

Derudover kommer Pulsskolen golfklubberne til gode, da det er en fantastisk måde at få udbredt en idrætsgren som golf på, så børn og unge får øjnene op for, at det er muligt at spille golf i fritiden.

Hvad kan Pulsskolen give børnene?
Der er sammensat et hold af instruktører, der fungerer sindssygt godt sammen. Vi er alle forskellige typer, der har mange forskellige forcer og kvalifikationer, hvilket i høj grad er med til at give børnene en masse gode og ikke mindst forskellige oplevelser. Det er dét, der er med til at give dem noget med videre og gøre, at de lærer noget.

Kan du beskrive det særlige ved at være en del af instruktørteamet?
For det første er det super sjovt, fordi jeg er sammen med nogle mennesker, jeg rigtig godt kan lide. Vi har det simpelthen så sjovt sammen – både i undervisningen, men også udenfor.

For det andet er det helt særlige ved instruktørteamet, at det kun er instruktører, der vil og virkelig har lyst til at være med. Man kan 100 procent mærke, at alle er glade for det, de laver – og det skaber både glæde og nærvær, der smitter af på deltagerne.

Hvad er din bedste oplevelse med Pulsskolen?
Dén bedste? Det kan jeg ikke svare på. Men når alt spiller, og man har følelsen af, at det bare kører, så er det hele lidt sjovere.

Hvis jeg skal nævne en specifik oplevelse, så var det sidste år på Pulsskolen i Hillerød, da jeg som Supermand kæmpede mod Hulk. Det var fandme fedt! Undskyld jeg bander, men det var det virkelig. Det var fedt både at være instruktør, men også at være deltager. Der var en helt fantastisk stemning, vejret var godt, alle var glade – det var simpelthen en fest!

Hvad har du oplevet som værende den største udfordring?
Det er helt klart mest frustrerende, når man gerne vil have alle med, men der er nogle, der melder sig ud. Vi har kun 1½ time med hvert hold, og det er simpelthen bare super ærgerligt, når nogle få ødelægger det for andre. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de vil synes, at det er sjovt, hvis de giver det en chance.

Hvad er dit helhedsindtryk af Pulsskolen?
På Pulsskolen har jeg oplevet, at der er noget for alle, da de kan prøve en masse forskellige idrætsgrene – og det synes jeg, at der er en stor værdi i. Grunden til, at det er langt federe end andre sommeridrætsskoler, er, at der er langt flere tilbud. Ved at give børnene mulighed for at prøve kræfter med 9 forskellige idrætsgrene når vi en langt bredere målgruppe, og vi kan derved rumme langt flere børn. Jeg er derfor rigtig glad for, at jeg har muligheden for at give børnene denne oplevelse.



0 Comment

Would you like to join the discussion? Feel free to contribute!

Write a Reply or Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Fra 6 års deltagelse… marts 29, 2017 Fødderne op af vandh… april 16, 2017

Få den bedste uge i sommerferien