08 feb

Vi ER vores krop

Information, Inspiration, Pulsbloggen

At være underviser på Pulsskolen kræver en bestemt tankegang. Vi har nogle klare principper, som vi mener, giver den bedste undervisning, men som også udfordrer den traditionelle idrætsundervisning på visse punkter. Vi vil derfor forsøge, gennem nogle små indlæg, at give et indblik i vores overvejelser om den gode undervisning. Det følgende indlæg omhandler, hvorfor det er så vigtigt at passe på og vedligeholde vores krop. Vi ER nemlig vores krop.

Tekst: Mikkel Curth

Når vi hører ordet “krop” kan vi nærmest ikke automatisk lade være med ikke at tænke “sind”. Krop og sind er blevet to uadskillelige begreber, og vi associerer ofte kroppen med det menneskelige hylster, der bærer sindet rundt.

En opfattelse, der bl.a. kan spores tilbage til René Descartes[1] berømte ord: “Jeg tænker, altså er jeg”.

Men er det så indlysende, at der skal være denne opdeling?

Fodboldspilleren, Cristiano Ronaldo, blev af BBC stillet den udfordring, at han skulle score mål i total mørke ved at time sine bevægelser til et indlæg. En nærmest komplet umulig opgave for et almindeligt menneske, men som I kan se i videoen, en mulig opgave for en af verdens bedste fodboldspillere.

https://www.youtube.com/watch?v=xS6bcgv5mVg

Denne udfordring er så vanskelig, at det kun kunne lade sig gøre, fordi han gennem bl.a. træning har inkorporeret sine bevægelser i en sådan grad, at han ikke længere behøver at tænke over udførelsen, men i stedet kan bruge kræfterne til agere i den nye kontekst.

Hvis han skulle bruge tid på at tænke over alle de facetter, der er nødvendige for at udføre opgaven korrekt, ville han formodentligt aldrig have ramt bolden (i hvert fald ikke med vilje), som det også ses med hans “konkurrent” Ronaldo.

Kroppen er tydeligvis en del af Ronaldo, og der er tale om en oplevet kropslighed, hvor mennesket ikke er i stand til at adskille sig fra sin krop, men derimod er sin krop, som Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) beskriver det.

Merleau-Ponty gør dermed op med forståelsen af kroppen som et objekt, hvor motoriske færdigheder styres af tankerne.

Jeg står ikke over for min krop, jeg er i min krop, eller rettere sagt jeg er min krop (Merleau-Pony, 2009, 107).

Prøv selv
Et sjovt lille eksempel, som du kan foretage derhjemme er, at holde en blyant mellem læberne i 30 sek. Herefter skal du forsøge at holde blyanten mellem tænderne i 30. sek, hvor blyanten ikke må røre læberne. Hvordan oplever du de forskellige situationer?

Du vil opleve, at du under de sidste 30 sek. oplever langt flere positive associationer og vil have meget svært ved ikke også at grine under det lille forsøg.

Ansigtsforskere har bl.a. opdaget, at når du ændrer dit ansigtsudtryk er det med til at påvirke din sindstilstand. Den kropslige ændring medfører en humørændring og omvendt.

I relation til Pulsskolen
Vi ER vores krop, som Merleau-Ponty, formulerer det, og derfor er det et grundlæggende udgangspunkt på Pulsskolen, at vi skal have det hele menneske med i de ting, vi gør. Kroppen kan ikke isoleres fra sindet, og det er derfor afgørende, at man er tryg ved sig selv som et helt menneske.

Derfor er idræt et af de bedste redskaber til at styrke os som mennesker, da vi både udfordres fysisk, psykisk, socialt mm.

Kroppen skal altså ikke, som vi ser det i dualismen, anskues som et hylster for sjælen, men en levet krop. Vi kan ikke adskilles fra vores fysiske krop og vi mener, at læring bør tage udgangspunkt i det hele menneske.

Verden er ikke det, jeg tænker, men den, jeg lever. (Merleau-Ponty, 1969, 35).

 

Merleau-Ponty, Maurice (1969) Tegn, Rhodos, 1. udgave

Merleau-Ponty, Maurice (2009) Kroppens fænomenologi, Det lille Forlag, 2. udgave

[1] Descartes anses som fader til den moderne dualisme, hvorved krop og sjæl opfattes som væsensforskellige.



0 Comment

Would you like to join the discussion? Feel free to contribute!

Write a Reply or Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Instruktørens faglig… januar 25, 2017 ”Jeg gør op med st… februar 22, 2017

Få den bedste uge i sommerferien