18 jun

At turde tage ansvar for kampens afvikling

Information, Inspiration, Instruktør, Pulsbloggen

At være underviser på Pulsskolen kræver en bestemt tankegang. Vi har nogle klare principper, som vi mener, giver den bedste undervisning, men som også udfordrer den traditionelle idrætsundervisning på visse punkter. Vi vil derfor forsøge, gennem nogle små indlæg, at give et indblik i vores overvejelser om den gode undervisning. Det følgende indlæg omhandler idrættens dannelsespotentiale.

Tekst Mikkel Curth

Idræt har et unikt dannelsespotentiale, hvis det bruges korrekt, men det kan også give anledning til frustration, fjendskab, intriger o.lign., hvis der ikke aktivt arbejdes med de etiske problemstillinger. Problemstillinger der altid vil forekomme, når der opstår begivenheder, der ikke foreligger nedskrevne eller entydige svar på.

Vi kender alle episoder, hvor vores idrætslige idoler har foretaget enten sympatiske- eller usympatiske handlinger. Deres handlinger er med til at præge vores egen idrætsdyrkelse. Det betyder bl.a., at der næsten altid er en bestemt kultur, der er særligt knyttet til den specikke idrætsgren.

Et lille eksempel fra min egen dagligdag er, at hvis jeg, som underviser for højskolens fodboldhold, agerer dommer i et spil, sker der altid det, at spillerne fralægger sig ansvaret for kampens afvikling, og konstant ligger pres på mig som dommer for at få kendelserne til at gå i deres retning.

Modsat sker der det, at når jeg ikke agerer dommer, begynder eleverne selv at tage ansvar for kampen. Resultatet er, at der nærmest aldrig er frispark, skænderier eller andet, når der ikke er en dommer. For nu forholder de sig til hinanden. De viser hinanden respekt og kan ikke fralægge sig ansvaret for kampafviklingen.

Denne ændring forekommer dog sjældent uden frustrationer o.lign, da kampen ikke er som den plejer. Det opleves i starten som forvirrende for spillerne – og de kan i starten tro, at man som underviser ikke selv vil tage ansvaret. Men det ændres, når de begynder at blive bevidste om, at de nu selv er kampansvarlige. De begynder herefter at tage det til sig og tage ansvar.

Det er her vores pligt som undervisere, at sætte “plejer-kulturen” til debat. At få eleverne til at reflektere over, hvordan de selv kan tage ansvar for kampen/træningen/undervisningen.

Disse tanker er bestemt ikke nye. Det var bl.a. en af tankerne med sportens fremkomst i England, at man så sporten som et middel til at disciplinere de forvænte og frække knægte fra overklassen. De unge skulle via idrætten skille sig ud i verden for at fastholde og udbygge Englands status som kolonimagt.

Det er nok sat på spidsen i forhold til nutiden, men at idrætten har et unikt dannelsespotentiale er uomtvisteligt.

I sportens verden forsøger man at benytte begrebet fairplay til at tydeliggøre denne forholden sig til hinanden. En af udfordringerne er, at begrebet kan fortolkes på flere forskellige måder, som det ses af de tre nedenstående fortolkninger.

1) Den oprindelige fortolkning
Består af mere end at spille inden for reglernes rammer. Fairplay er en måde at tænke på, at respektere andre, spille i den rette ånd.

2) Den neutrale fortolkning
Hvis du følger spillets regler, er det fairplay.

3) Den vulgære fortolkning
Den, der overtræder reglerne mindst, er den, der udøver fairplay.

At der findes disse tre fortolkninger illustrerer, at der behov for at diskutere begreberne i forbindelse med idrætsdyrkelsen.

Tænk engang på spillet ultimate. Her dømmer deltagerne selv kampen – endda under de mest pressede situationer, som ved verdensmesterskaberne. Her er kulturen, at man arbejder som en gentleman, men stadig gør alt for at vinde.

En sejr er kun noget værd, hvis den er forekommet med respekt for kampens etik.
Udenforstående kan komme til at latterliggøre de etiske handlinger, men det er ifølge vores overbevisning på grund af misforståelser. Det er i høj grad muligt at ville vinde. Det er også helt i orden både at juble og glæde sig ved scoringer o.lign. Idræt er både følelsesmæssige op- og nedture, og uden ville det kun være halvt så spændende og involverende. Men det er altid en hårfin balance i forhold til ikke at hovere.

Så der vil altid opstå etiske dilemmaer, når vi er sammen om idrætslige aktiviteter. På PulsSkolen ønsker vi derfor at medvirke til en kultur, hvor deltagerne lærer at tage ansvar for kampenens rimelige afvikling. Fairplay er for os ikke bare regler. Det er en måde at være sammen på!

Samtidig er vi bevidste om, at vi naturligvis ikke egenrådigt kan ændre den idrætskultur, som deltagerne kommer med, men vi tror på, at vi gennem vores holdninger kan præge dem, så de oplever, at idrætten kan mere end bare idrætten i sig selv.

Læs Mikkels blogindlæg om at alsidighed styrker læringen.

Læs Mikkels blogindlæg om at leg er alvor.

Læs Mikkels blogindlæg om at motivere uden brug af pisk og gulerod.



0 Comment

Would you like to join the discussion? Feel free to contribute!

Write a Reply or Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

5 alternative sportsg… juni 14, 2016 ”På Pulsskolen fik… juni 20, 2016

Få den bedste uge i sommerferien